Rejsebrev nr. 4 den 6. oktober 1994
San Franciso, California

I morgen drager jeg østpå igen, med Denver som næste del-mål, Der er en del national parker, Rocky Mountains, og en ørken på vejen så det tager nok et stykke tid. Efteråret skulle være godt på vej, og den første sne er faldet i passene, så jeg må se at komme afsted, selvom jeg nyder San Francisco.

Jeg skulle egentlig have været afsted i dag men så kom nogle af mine motorcykel venner forbi og inviterede mig i byen, hvilket jeg jo ikke kunne sige nej til. Det var en vældig bytur, vi endte på et sted kaldet Bondage-a-GoGo, og navnet beskriver stedet ganske godt - jeg har aldrig set noget lignende - det skulle være et af de helt "hotte" steder her i SF lige nu. Det var et temmeligt stort sted, 2 etager med et kæmpe dansegulv, diskotek og et lysshow noget over dansk standard. Stedet var fyldt med halvt påklædte mennesker, med ringe og tatoveringer alle steder, en pige vi mødte havde tatoveret "fuck you" på indersiden af underlæben. Det var dog ikke stedet jeg ville tage hen for finde en pige for jeg tror at mindst halvdelen af pigerne var mænd, Hells Angels var også rigt repræsenteret, og jeg var en af de få med hele jeans - nu forstår jeg hvor alle de brugte og hullede jeans ender, der er nemlig mange steder her i SF hvor de reklamerer med at de giver 10 $ for brugte og hullede jeans.

På første sal var der et par steder hvor en pige fik pisk, og hvor piger piskede mænd, man havde på fornemmelsen at folk stod i kø for at få pisk, den pige der fik pisk mens vi var der havde ringe i brystvorderne som så igen var bundet sammen med nogle kæder. Lige ved siden af (2 meter derfra) var der en "Sushi bar" hvor man kunne købe japansk rå-fisk, så man kunne spise mens man så på piskeriet, eller kiggede ud over dansegulvet - de danske diskoteker har meget at lære.

Udenfor piskede enkelte par hinanden ligesom for at komme i stemning,

San Francisco er i sandhed en vældig by, meget fredelig, ingen bekymrer sig om folk der er anderledes, der er masser af Cafeer, hvor de har rigtig kaffe, ikke NesCafe, mange steder rister de selv kaffen. Selv øllet er godt her, rigtig godt endda, "Anchor Steam" fra SF og "Red Hook" fra Seattle er mine foretrukne, men Budweiser gør meget for at reklamere for sig selv, f.ex. er reklamerne her i området på spansk, i China town på kinesisk, sammen med letpåklædte piger af samme nationalitet. Og så må man jo heller ikke glemme vin-landet som ligger lige nord for SF, vinen er god og billig, og så er der guidede ture rundt i deres "Winery", det kan jeg kun anbefale, især nu da man er midt i høsten.

Jeg kan varmt anbefale en tur til San Francisco, og specielt kan jeg anbefale stedet hvor jeg bor lige nu 13$/nat 11$ efter 10 nætter, 4 personer/rum og der er en del rum til par, der kan max være 28, og man skal bo her i mindst 5 dage, og have et internationalt rejsepas, og så er der rigtig kaffe om morgenen. Husk at reservere hos manageren, tlf er (415) 641-1411, da her næsten altid er fuldt, vores telefon er (415) 641-7296 som vi kan benytte gratis inden for byen, Jeg er næsten sikker på at jeg vender tilbage, faktisk er der mange af dem der bor her der har boet her før.

 
Peter Lorenzen Petersen  (peter@lorenzen.us)
DK-9000 Aalborg
DINAMARCA